NEVESTA'S VOICE

Europæiske folkesange

Hvad er sangdeling?

Indtil for få hundrede år siden er folkesange og musik altid blevet mundtligt overleveret - fra generation til generation. Nogle sange eller sangtekster har rejst flere tusinde kilometer, nogle endda over verdenshave, og derfor har vi idag  så mange gamle sange, der kan fortælle os noget om livet og menneskene i tider, vi ikke selv har levet i. 

 

Sangdeling er altså ikke noget vi har fundet på, det har eksisteret så længe der har været musik, men grundet den teknologiske udvikling er den ikke længere nødvændig i den vestlige verden. Det er nemt at lære en sang fra radioen, Youtube eller Spotify, og med internettet er alle verdens sange kun et klik væk. 

 

I Nevesta's Voice samler vi alle på folkesange, men vi samler også på den energi, spænding og det bånd der opstår mellem mennesker, når vi lærer en sang af et andet menneske. Det giver sangene en ekstra demension, en historie og et minde om det sted og den person vi lærte sangen af. En sang kan være et lille glimt at et menneskeliv, en ny kultur eller et fremmed land.

 

Vi tror i Nevesta's Voice på, at vi stadig har brug for at synge for og med hinanden, men det kan være svært at få gjort, når lejrbålet, syværkstedet, det manuelle arbejde i marken eller med vasketøjet for længst er skiftet ud med teknologi. Derfor vil vi gerne arrangere sangdelingsworkshops, så vi igen kan komme igang med at dele sange med hinaden. 

Workshopforløb

TVÆRKULTUREL SANGDELING

Om projektet 

 

Nevesta’s Voice er opstået omkring kærligheden til folkesangene, og troen på at de stadig har noget at sige os idag. De fleste af os har sange som betyder noget for os og er en del af vores historie – dette kan være børnesange, vuggeviser, arbejdssange, religiøse sange eller festsange.

 

Bag hver sang gemmer sig en personlig historie og en kultur, som Nevesta’s Voice gerne vil hjælpe med at synliggøre og videreformidle. Dette projekt ønsker via mundtlig overlevering af folkesange, at skabe et fælleskab på tværs af alder, kultur og musikerfaring. Ved facilitering af en række workshops i lokalmiljøer samt en afsluttende opførelse af denne, ønsker vi at undersøge hvilken rolle folkesange kan have i en moderne tværkulturel verden.

Overordnede mål

 

Udover at bidrage til kulturudveksling og aktiviteter i lokalområder, har projektet følgende succeskriterier:

 

Dokumentation

Vi ønsker at dokumentere projektet gennem film og lyd, der efterfølgende kan bruges som materiale til workshops, seminarer og som PR for gruppens aktiviteter.

 

Dokumentaren skal filmes over perioden med workshops og opførelser, og skildre både arbejdet med folkesange og personlige historier fra lokalmiljøerne.

 

Materialeindsamling

Vi ønsker også at bruge projektet til at samle materiale til vores eget repetoire, og dykke yderligere ned bag personerne og historierne bag sangene når vi optræder.

 

Formidling

Til sidst ønsker vi at forbedre vores egen formidlingsevne, og hvordan man bedst muligt skaber et trygt rum til kultur- og musikudveksling. Vi ønsker også efterfølgende at videregive disse erfaringer til fagpersoner og relevante kulturinstitutioner.

Konceptet

 

 

  • Nevesta’s Voice faciliterer 3 events af 2-3 timer, i samarbejde med den lokal partnerorganisation.
  • Beboere i området og brugere af partnerorganisationen, inviteres uanset musikkendskab til et uformelt forløb med fokus på kulturudveksling, formidling og sangglæde.
  • Forløbet afsluttes af et fjerde event med opsamling og en lille opførelse for familie, venner og lokale beboere og brugere af partnerorganisation.
  • Workshops og opførelser dokumenteres løbende, og vil efter samtykke blive brugt som del af en dokumentar om kulturmøder og folkesange.

 

 

Samarbejdspartnere:

 

TEMPI, Dansk Flygtningehjælps Ungdom (DFUNK),

Café MellemFolk Aarhus, Gøglerskolen Aarhus,

Qhuset Gellerup, Singing Our Place festival 2019. 

NEVESTA'S VOICE

Europæiske folkesange

 

 

KONTAKT

Email: mail@nevestasvoice.dk

Telefon: (+ 45 ) 29 72 38 03 

PROJEKTER

 

Sangdeling

Feltstudier

Workshops