Biografi

Den dansk-tyske trio Nevesta’s Voice fortolker og fremfører folkesange fra det europæiske kontinent og dets grænselande. I 2021 vandt trioen 2 priser ved Danish Music Awards Roots: ’Årets nye Rootsnavn’, samt ’Årets Rootsalbum’ for deres debutalbum ’Mother Tongues’ – en samling af europæiske vuggeviser og sange med moderskabet som tematisk centrum.


Gruppen er stiftet af Helene Tungelund, Johanne Lange og Elisabeth Klein i 2017 på baggrund af en fælles kærlighed til den bulgarske kortradition og andre polyfoniske sangtraditioner. Trioen er drevet af stor nysgerrighed på den fælles europæiske folkekultur, som de undersøger gennem rejser, studieture og indsamling af folkesange og

-historier.


Gennem originale fortolkninger af gamle ord og toner, skaber Nevesta’s Voice en forbindelse mellem os og dem der var engang – og krydrer med humor, historiefortælling og tonesprog fra kontinentets rige kulturarv.


Udover koncertvirksomhed arbejder trioen med publikumsinddragelse, workshops og alternative koncertformer, bl.a. gennem projekterne Sangdeling og Genklang i Boligblokken.

’Sangdeling’er et workshopformat, der undersøger hvilken plads den traditionelle mundtlige overleveringsform har i det moderne samfund. Den mundede i 2019 ud i en dokumentarisk kortfilm om projektet. ’Genklang i Boligblokken’er en moderne genfortolkning af gårdsangertraditionen –en vandrende, interaktiv koncertrække i nogle af Danmarks multikulturelle boligområder.

ELISABETH KLEIN

Vokal & akkordeon

Elisabeth er uddannet klassisk pianist, har en kandidatgrad i global musik og en stor passion for menneskelige møder gennem musikken. Hun er erfaren sanger indenfor den bulgarske kormusik samt multi-instrumentalist indenfor teater og performance. 


HELENE TUNGELUND

Vokal & keltisk harpe

Helene er sanger og sangskriver med stor interesse i at fortolke og genopfinde sin egen skandinaviske kulturarv. Med en bachelor i rytmisk musik, en kandidatgrad i dansk folkemusik undervejs og et stort engagement i det danske folkemusikmiljø tilfører hun alle sine projekter stærke visioner og moderne æstetik.

JOHANNE LANGE

Vokal & percussion

Johanne er sanger og performer med baggrund i fysisk teater. Hun har en kandidat i rytmisk musik og bevægelse, og arbejder nysgerrigt med at bringe de traditionelle udtryk ind i en kontemporær kontekst, der integrerer musik, bevægelse og dramatik i et scenisk helhedsudtryk.